Uldhåret mammut

Mammuttens yderste, stride dækpels var op til en meter lang, og hårene var fire til seks gange tykkere end hos mennesker (0,25-0,50 mm i diameter). Den isolerende underuld tættest på kroppen var fin, og mellemlaget bestod af ca. 10 cm lange hår. Mammutten var med andre ord rigtig godt klædt på til at færdes i istidslandskabet. Som en ekstra beskyttelse mod kulde havde mammutten et flere centimeter tykt fedtlag under huden. For at reducere varmetabet var ørerne små og halen var kortere end hos nulevende elefanter. Som noget ganske særligt kunne mammut-blodets hæmoglobin transportere ilt ved lavere temperaturer end hos andre pattedyr.

I Frankrig viser 30.000 år gamle hulemalerier mammutten, hvor man kan se de karakteristiske små ører, den lange dækpels og ikke mindst puklen over skulderen. I Sibirien har mammutkadavere ligget nedfrosset siden istiden, men de stigende temperaturer i nutiden har tøet den frosne jord op, og disse mammutkadavere dukker frem igen. Det giver forskere mulighed for at undersøge pelsen, fedtlag og organer.

Forskere kan blandt andet afgøre en mammuts alder ud fra lagene i dens stødtænder. Stødtænderne vokser hele livet, og hvert år lægges et lag til tanden. Tykke lag fortæller om gode perioder med megen føde, og tynde lag viser det modsatte. Vækstlagene afslører også, om hunner har været drægtige og opfostret en unge.

Læs meget mere om den uldhårede mammut her.

Slægtsskab

Den uldhårede mammut var én af mange forskellige typer af mammutter, der levede og udviklede sig gennem millioner af år. Mammutternes forfædre opstod i et varmt klima i Afrika. Herfra bredte de sig ud for omkring 3,5 millioner år siden, og de indtog det asiatiske og europæiske kontinent. Forskellige mammutformer udviklede sig gennem tiderne. Jo længere nord på de kom, jo større og mere uldne blev de. De store stødtænder blev brugt til at feje sneen væk for at blotlægge planterne, så de kunne ædes.

Den nærmeste nulevende slægtning er den asiatiske elefant, der lever fra Indien vest til Borneo i øst. Den asiatiske elefant vejer op til fem tons, og den kendes på, at dens ører er væsentligt mindre end den afrikanske elefants. Det er kun hannerne, der har store stødtænder. Hunnernes stødtænder er meget små og ses næsten ikke.

Fakta

Latinsk navn: Mammuthus primigenius.

Længde: Han 4,0-4,5 m inkl. stødtænder. Hun lidt mindre.

Højde: Han ca. 3,5 m (Skulderhøjde). Hun 2,9-3,4 m (Skulderhøjde).

Vægt: Han ca. 6 tons. Hun ca. 4 tons.

Føde: Planter i form af græs og mammutsteppens urter.

Udbredelse: Fundet i Europa, Asien og Nordamerika.

Status: Uddød. De sidste mammutter overlevede i en ”dværgform” på Wrangler Ø i det nordøstligste Sibirien. De forsvandt for 3.700 år siden. Mammutterne kendes i Danmark fra over 140 fund – overvejende dele af kind- og stødtænder.

Væk mammutterne?