Stenet rute 2

Denne stenede rute kan du opleve sten fra istiden på land. Ruten foregår syd i området ved Knebel, Agri og Porskær. Brug breddegrad (B) og længdegrad (L) til at finde hen til stenene de kan sættes ind i eksempelvis Google Maps.

Porskær Dyssesten

Porskær Dyssestenen er dækstenen i en stendysse, og den vejer 16,5 tons. Dæksten kan defineres som den sten, der udgør loftet i en stendysse. Porskær Dyssestenen er af grovkornet granit, og den ligger på Porskærdyssen til højre for Porskærvej mellem Knebel og Agri.

Der er samlet cirka 30 store sten i stendyssen med en gennemsnitsvægt på omkring 3 tons og dertil dæksten på 16 ton, så der er samlet cirka 100 tons. Du kan læse mere om Proskær stendysse her.

B: 56.218206° L: 10.502027°

Kokkedal Dyssesten

Kokkedal dyssesten er en stor granitsten på 8,6 tons. Stenen er en larvikit – med andre ord er det en ledeblok fra området ved Larvik i Norge. Larvikitten er dog kun synlig på undersiden på grund af lavbegroning på stenen. Den ligger tæt på en ikke-navngivet runddysse nær Porskærvej cirka midt imellem nr. 33 og 46. Den ligger i et markskel lige foran en stor mirabelbusk.

En frivilliggruppe under Nationalpark Mols Bjerge har i sommeren 2015 ryddet dyssehøjen og dermed fritlagt denne store dæksten.

B: 56.225888° L: 10.515160°

Agri Dyssesten

Dæksten på Agri-dyssen er grovkornet granit, og den vejer 19 tons. Stenen syner ikke så markant på grund af omgivende højjord og vegetation. Den ligger til højre for Ø. Bakkevej mellem Agri og Vrinners og ca. 100 m inde på en mark lige før Grovlegården.

B: 56.233710° L: 10.515358°

Stabel-stenen

Stabel-stenen er en stor og ret lys granitsten på 8,5 tons. Stenen er fundet ”oppe ad bakken” nær lille træstribe sydøst for Lundegård og syd for Stabelhøj. Stabel-stenen er gravet fri af jorden og herefter transporteret af to gummigeder ned ad marken til nuværende placering i kanten mellem have og mark. I vinterperioden er stenen synlig fra grusvejen ind til Ø. Bakkevej-gårdene Holmgård, Lundegård og Rugdalsgård.

B: 56.236917° L: 10.516968°

Champagne-stenen

Champagnestenen er en stor sten på 6,6 tons i ålandsrapakivi i en lidt granitiseret udgave. Denne type stem stammer fra  Ålandsøerne, der ligger mellem Sverige og Finland. Champagnestenen ligger på en hegnet græsmark og bakketop cirka 300 meter nord for Agri Bavnehøj. En deltager på en offentlig stentur fortalte, at stenen lå på Porskærvej 46 i 1950’erne lige under overfladen i mark, og champagne-stenen efterlod hver sommer svedne pletter i afgrøden. På et tidspunkt kom den væk. Den blev flyttet ned til stendyngen ved præstegårdsladen. Omkring 1985, da Mols Bjerge var fredet, blev denne lade fjernet og en stendynge ved den. Vognmanden blev bedt om at køre den op til nuværende placering, hvor der er en fantastisk udsigt mod nordvest, nord og nordøst.

B: 56.232106° L: 10.536240°

Tip en sten…

Kender du andre særlige sten, så send os et tip på pr@nathist.dk, så kan det være, at din sten kommer på hjemmesiden.

Kortoversigt for ruten

Naturrapport om sten

Vil du vide mere om istidssten i Nationalpark Mols Bjerge, så tag et kig i naturrapport 10/2015.

Del din istidsoplevelse

En stor tak til…

Der skal lyde en stor tak til Nationalpark Mols Bjerge og Jens Reddersen for deres naturrapport ‘De kæmpestore kampesten og deres rejse’, der er kortlægning og formidling af Nationalpark Mols Bjerges største istransportede sten.

Vi har haft stor glæde af både fakta og billeder.