Spor efter istiden

Når man cykler rundt i Danmark, mærker man tydeligt, at der er noget, der hedder bakker. Og noget, der hedder fladt som en pandekage.

Skal man op fra Østjyllands dybe fjorde og ådale, er der altid en stejl bakke, man skal forcere. Efterfølgende klatrer man op på de højeste bakketoppe i det midtjyske søjhøjland, hvor man fra Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj kan se 30-40 km til alle sider. Man fortsætter vestpå, krydser isens hovedopholdslinje og kommer ud på smeltevandssletten. Pludselig er landskabet behageligt fladt, og himlen stor, enkelte steder afbrudt af en bakkeø, som er rester af tidligere istiders morænelandskaber. I grænsezonen mellem dal og plateau er der under og efter istidens afslutning udskåret adskillige dybe erosionsdale, fx som på billedet Rebild Bakker.

Randmoræne

I løbet af Weichsel-istiden trængte isen gentagne gange frem fra nord og øst henover Danmark. På sin vej samlede isen materiale op og skubbede det sammen foran sig – eller transporterede det oven på eller inden i sig. Når en tre kilometer høj indlandsis sætter sig i bevægelse, er der altså enorme kræfter på spil.

Det materiale, som bliver skubbet op for enden og på siden af en gletsjer, kaldes en ende- eller en randmoræne. Den består af et groft sammenskrab af den jordbund, som isen har bevæget sig henover. Nogle steder består randmoræner af store mængder sand, grus og sten, mens der andre steder er flager af ler. På billedet her er morænelandskabet ved Langåsen.

Dødishul

I bakkede morænelandskaber finder man ofte dybe huller – nærmest kratere – i landskabet. Nogle steder er der vand i bunden, andre er der ikke. Det er aftryk af store isklumper – dødis – der knækkede af hovedisen under den endelige afsmeltning. Disse isklumper blev dækket til af grus, sand og jord og dermed isoleret fra den varmere omverden efter istiden. Gennem flere tusinde år smeltede disse dødisklumper langsomt bort og efterlod et hul i landskabet svarende til den is, der oprindeligt blev efterladt.

Tunneldal

Når isen smeltede – i varme perioder og i sommerhalvåret – skulle de enorme vandmasser naturligvis væk. Vandet fandt vej i tunneller og render i underlaget under isen og løb fossende vestover. Vandets kræfter dannede på denne måde dybe tunneldale, som blandt andet kan ses i Østjylland. Nogle tunneldale er flere kilometer brede og udbygget over lang tid, hvor vandet gentagne gange har skiftet løb. Under Aarhus ligger et sådan netværk af vandveje og de er i dag de reservoirer, hvorfra vi henter vores drikkevand.

Smeltevandsslette

Når al smeltevandet brusede frem under gletsjerportene, fossede det ud over det isfrie landskab og videre vestpå. Vandet skiftede konstant løb. Vandet transporterede sand, grus og sten. Det tungeste materiale blev aflejret tættest på isen. Den evige transport var med til at udjævne landskabet, så det blev meget fladt – med en lille hældning fra øst mod vest.

Isen som bulldozer

Under Weichsel-istidens kuldeperioder voksede ismasserne frem og gled ud over landskabet. Som en bulldozer skubbede isen sten, grus og rester af døde dyr foran sig. Der hvor isen nåede frem, afsatte den det opsamlede materiale som såkaldte randmoræner. Under varmere perioder smeltede isen bort. Vandet fossede med stor kraft gennem landskabet og førte noget materiale ud i havet, mens andet blev aflejret på land. I dag henter vi bl.a. grus fra disse aflejringer,og vi finder rester af fortidens dyr i form af tænder, kranier og knogler.

Isen som historiebog

Indlandsisen i Grønland er som en stor historiebog, der fortæller om fortidens klimasvingninger. Ved at undersøge iskerner boret ud af indlandsisen, har man fået kendskab til istider og varme perioder godt 800.000 år tilbage. Det er isens indhold af iltisotoperne 18O og 16O, der angiver, hvordan klimaet har ændret sig gennem tid.Den procentvise koncentration af 18O er et mål for temperaturen. Lave koncentrationer angiver køligere klima.