Skovelefant

Skovelefantens op til tre meter lange stødtænder har givet den sit engelske navn ”straight-tusked elephant”, som betyder ”lige-stødstandet elefant”.

Elefanten spredte sig fra det centrale og sydlige Europa mod nord i varmere perioder. I kolde perioder var den at finde mod syd, hvor den fulgte skovdækkede områder, der var dens foretrukne levested. Skovelefanten levede i Danmark i Eem-mellemistiden for 130.000-115.000 år siden. Det var den mellemistid, der gik forud for vores sidste istid, kaldet Weichsel. Dengang var sommertemperaturen lidt højere end i dag.

Slægtsskab

Skovelefanten er i tæt familie med den nulevende afrikanske skovelefant, og den havde lange lige stødtænder.

Fakta

Latinsk navn: Elephas namadicus (tidligere også kaldet Palaeoloxodon antiquus).

Højde: Ca. 4,0 m.

Vægt: 11-15 tons.

Føde: Træer, buske og græs.

Udbredelse: Europa, Lilleasien og Mellemøsten.

Status: Uddød. Levede i den sidste del af Kvartærtiden. Der er et 400.000 år gammelt fund fra det sydlige England, og man mener, at Den Iberiske Halvø har været deres sidste levested indtil omkring 30.000 år siden. Fundet i Danmark.