Rensdyrjægerne

Da isen havde nået sin største udbredelse for godt 18.000 år siden, smeltede den gradvist bort, og selvom gletsjerne flere gange skød frem igen var isen på tilbagetog. Den blotlagte jordoverflade blev ganske hurtigt koloniseret af hårdføre tundraplanter som rypelyng, polarpil og fjeldsyre. I hælene på de næringsrige planter fulgte rensdyrene, som i sommerhalvåret vandrede helt op til kanten af indlandsisen i det nordlige Skåne. I hælene på rensdyrene fulgte mennesket.

I lighed med rensdyrene var menneskene her kun på sommervisit, for klimaet var endnu bitterligt koldt. Det var stadig istid. Istidsmennesker – både neandertalere og vores egne forfædre – udnyttede de store dyr som rensdyr og mammutter. De spiste kødet og brugte fedt, pels, knogler og mammuttens imponerende stødtænder til alskens formål.

De første rensdyrjægere var hårdføre. De var ikke mange og bestod måske i virkeligheden af ganske få familier, som var modige nok til at begive sig ud i det ukendte, nemlig det ”nye land” Danmark. Her var på det tidspunkt stadig så ugæstfrit, at rensdyrjægerne aldrig for alvor fandt fodfæste, men kun kom forbi på sommerjagter. Da bestandene af rensdyr senere faldt på grund af nye klimaændringer, forsvandt Hamburg-kulturens rensdyrjægere helt fra landkortet. Uden rensdyr kunne man ganske enkelt ikke trives i det polare klima.

Senere indvandrede nye mennesker til Danmark, men det er en helt anden historie.

Hvem var de?

De første rensdyrjægere i Danmark har kun efterladt få spor. Man mener, at de alle har været i familie med hinanden. En dansk arkæolog, Felix Riede, som har udgravet en boplads fra Hamburg-kulturen, kan ud fra de fundne flinteredskaber se, at de alle ser ud til at være lavet af de samme personer, fx en far, søn eller onkel. Akkurat som når en specialist i dag – ud fra håndværket – kan se, hvem der har fremstillet en kniv, en violin eller en sko.

Rensdyrjægerne var ikke meget lavere end os, idet deres kost – bær, frø, rødder og ikke mindst kød – var rig på energi og vitaminer. De havde et lidt grovere skelet end vores, og de var i super god form. I bondestenalderen, hvor vi gik over til en mere stivelsesbaseret kost, blev kosten ernæringsmæssigt ringere, hvilket gik ud over væksten.

De første danskere var utvivlsomt mørkere i huden end i dag – lidt ligesom man i dag er i Mellemøsten. Således har man lavet DNA-analyser på 7000 år gamle menneskeskeletter fra Spanien. Analyserne viser, at de netop var mørke i huden – og med blå øjne. Først senere blev europæerne lyse i huden. Det skete formentlig, da mennesket blev stenalderbønder, og forklaringen er D-vitamin. Når kosten bliver fattigere på kød, fisk og æg, skal vi selv i vores hud producere det manglende D-vitamin ved hjælp af sollys. På vore solfattige breddegrader sker det meget lettere i lys end i mørk hud.

Man ved ikke, hvor gamle rensdyrjægerne blev, men hvis de overlevede barndommen og ikke kom ud for større uheld under jagten, kunne de sejeste formentlig blive lige så gamle som os. Virussygdomme var der, så vidt vi ved, ganske få af, da jægerne levede isoleret, og smitte mellem stammerne skete derfor kun sjældent. Ydermere havde de endnu ikke husdyr (svin, kvæg og fjerkræ), som nu til dags spreder mange vira til mennesker.

Dygtige håndværkere

Hamburgkulturens jægere var dygtige til at arbejde med flint. Rensdyrjægerens våben og redskaber blev meget ofte lavet af flintesten. I modsætning til organisk stof holder flint sig uændret gennem årtusinder, og når vi i dag finder flintredskaber, ser de oftest ud, som da de blev skabt. Da de forskellige jægersamfund har haft hver deres måde at forarbejde flinten på, kan vi – når vi gør nye oldtidsfund – relativt let afgøre, hvilken periode og kultur fundene stammer fra.

Zinken er et meget karakteristik redskab for Hamburg-kulturens rensdyrjægere. Zinken findes i forskellige udformninger. Den har sikkert været et multiredskab for jægeren – lidt ligesom vores nutids ”Leatherman multi-tools” eller en schweizer-kniv. Jægerne har også brugt zinkredskabet til at skære strimler ud af rentakker og til at bore, skære og skrabe med fx i træ eller skind.

Et andet redskab er stikkelen, der har været velegnet til at skrabe eller glatte hårde overflader som fx knogle eller rensdyrenes gevirer. De havde også en skraber, der var god at rengøre dyreskind med, men også til at fjerne udbulinger på ben, tak eller træ med. De lavede også en havelte-spids, der er en pilespids fra den yngste periode af Hamburg-kulturen. Den har været brugt til jagt. Jægerne har sikkert haft deres buer og pile med fra Tyskland.

Læs mere om rensdyrjægerne her.

Tøjet

Rensdyrjægerne havde uden tvivl godt og varmt tøj, som var lavet af skind fra de dyr, som de jagede. De har bestemt ikke lignet de ”hulemænd med en stor kølle”, som man ofte ser på sjove tegninger. Man ved desværre ikke, hvordan tøjet har set ud, men det har sikkert været syet sammen af flere typer skind. Måske har det ligefrem været sat sammen i flotte mønstre, fx med en hvid krave af polarræv.

Livretterne

Øverst på menukortet stod rensdyrene, der talrige, velsmagende, med takker til redskaber og skind til tøj. Rensdyrjægerne jagede også sneharer, polarræve og fjeldryper, de samlede bær og rødder, og ved kysten fangede de uden tvivl fisk og sæler.

Ilden

Selv om der endnu ikke er fundet bålpladser fra Hamburg-kulturen i Danmark, er der dog ingen tvivl om, at ilden var helt uundværlig for rensdyrjægerne. Den holdt jægerne varme, den blev brugt til at tilberede maden på, og den beskyttede mod mørket og eventuelle rovdyr. Det må dog have været en stor udfordring at finde tilstrækkeligt med brændsel, idet der endnu ikke voksede træer på vore breddegrader. Der har kun været mindre planter som rypelyng, dværgpil og bynke, som kunne bruges til optænding.

Spor efter mennesket

I Danmark har vi ikke mange spor af Hamburgkulturen. De seneste årtier har man dog fundet og udgravet bopladser både ved Jels og Slotseng i Sønderjylland og ved Sølbjerg og Krogsbølle på Lolland, ligesom man ved Jelling har fundet en pilespids – og ved Køge Bugt en forarbejdet rensdyrtak. Vi bliver derfor hele tiden klogere på, hvem disse mennesker var.

De ældste spor af rensdyrjægere i Danmark er fra Sønderjylland og er ca. 14.200 år gamle. Sporene udgøres af rensdyrknogler og -gevirer, som har tydelige aftryk af menneskers forarbejdning. De tolkes som en gruppe jægere, der efter endt jagt i det tidlige efterår er draget sydpå igen med det rige bytte og har ladet resterne ligge.