Istiden vender tilbage – Nordea-fonden støtter stor udstilling om klima og istidens vilde liv

Det er en smuk majdag i Danmark. Solen står højt på himlen, nætterne er lyse, og temperaturen ligger under frysepunktet. I landskabet græsser uldhårede mammutter og kæmpehjorte, og flokke af rensdyr tordner forbi for at slippe væk fra de sultne ulve på rov. Det er 11.000 år før vores tidsregning. Det er istid i Danmark.

Om projektet

Fra foråret 2016 præsenterer Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aalborg Zoo, med støtte fra Nordea-fonden, den kæmpe istidsudstilling, Tilbage til Istiden. Udstillingen formidler historier om istiden og de dyr som levede der, men et helt centralt budskab er istidens rolle i forbindelse med dannelsen af det danske landskab, som vi kender i dag. Tilbage til Istiden er delt i to og er blevet til i et samarbejde med Aalborg Zoo. Hele projektet er støttet af Nordea-fonden.

Aalborg Zoo åbnede den 22. april den ene del af udstillingen, der viser en række af de store, uddøde istidsdyr. Man kan bl.a. komme tæt på mammutter, skovelefanter, sabelkatte, hulebjørn, og kæmpehjort. Alle i modeller i naturlig størrelse.

Den 14. maj åbnede Naturhistorisk Museum i Aarhus den anden del af udstillingen, der sætter fokus på skabelsen af det danske landskab og på hele mangfoldige liv, der levede foran iskanten. Fra mammutten til møgbillerne.

I 2017 bytter de to institutioner udstillinger, og efter to år med udstilling i Aarhus og Aalborg bliver istidsdyr og animationer omformet til en flytbar udstilling. Der er allerede kommet konkrete interessetilkendegivelser fra flere større danske attraktioner.

I udstillingen i Aarhus kan du opleve:

  • isens kræfter og kuldens magt i istidsgletsjeren
  • mammutsteppen og det mangfoldige liv foran iskanten; fra summende insekter til mammuttens død
  • menneskets kamp for overlevelse med stenspyd, ild og rensdyrskind
  • hvordan blev Danmark skabt. Og du kan selv prøve at lege med landskabet i geologi-sandkassen
  • forskningsteltet, som ser nærmere på, hvad dyrefund, pollen og fortidens DNA kan fortælle os
  • himmelrummet og få svaret på, om istiden kommer tilbage?

Udstillingen i Aalborg Zoo

I Aalborg Zoo kan du opleve et stort område, hvor floraen og landskabet er genskabt, som Danmark så ud under og lige efter den sidste istid.

Her kan du møde de naturtro istidsdyr i størrelsen 1:1 og få ny viden om de store istidsdyr. Hvor kom de fra, hvordan var de tilpasset kulden, og hvorfor forsvandt mange af dem igen?

Du kan bl.a. komme tæt på:

  • Mammutter
  • Skovelefanter
  • Sabelkatte
  • Uldhårede næsehorn
  • Kæmpehjort

Sådan blev istidsdyrene bygget…

Yderligere spørgsmål

Bo Skaarup, Direktør
Naturhistorisk Museum Århus
Telefon 30572335

Henrik Johansen, Direktør
Aalborg Zoo
Telefon 96312929

Tine Wickers, Kommunikationschef
Nordea-fonden
Telefon 40603040