Mere uldhåret mammut

Den uldhårede mammut var mammutsteppens største dyr – den var kongen over det vidtstrakte græsland. En fire meter høj, langhåret elefant med kæmpestore stødtænder. Den var i istiden almindelig i udbredelse og har fyldt rigtig meget som typedyr på mammutsteppen og sikkert også i istidsmenneskenes tilværelse. Mennesket jagede dem, åd dem og malede dem.

Store stødtænder

De store kindtænder fungerede som hos andre elefanter som en møllesten, der kunne knuse og skære planteføden. Mammutterne kunne på den måde udnytte det stride græs på steppen. Slidmærker viser, at de kæmpestore, nærmest spiralsnoede stødtænder, formentlig blev brugt som sneskovle til at fjerne sneen fra planterne.

Uddød, men stadig et forskningsemne

De sidste uldhårede mammutter uddøde på Wrangel-øen for blot 3.700 år siden. De havde da overlevet på øen 6.000 år længere end på fastlandet. Selv om mammutten – i lighed med mange andre istidsdyr – er uddød, kan vi dog stadig blive meget klogere på den.

I Sibirien og Alaska ligger der stadig masser af døde, dybfrosne mammutter i jorden. Der er et rent tag-selv-bord af muligheder for at hente prøver af blod, maveindhold, tarmindhold og ikke mindst hente hele organer ud af dyrene. Det gør os klogere på, hvad mammutter spiste, hvordan de omsatte maden og meget mere. Selv deres arvemateriale, DNA’et, kan man finde. Der kommer helt sikkert en dag, hvor vi ud fra dette DNA kan genskabe en mammut.

Måske kan du faktisk komme til at møde en mammut! Det gode spørgsmål er bare, om vi skal – for hvor i alverden skal den leve? Den har jo ikke længere 20 millioner kvadratkilometer mammutsteppe til rådighed.

Megafauna

De store dyr, som fandtes på mammutsteppen og på resten af verdens kontinenter, kaldes under ét for megafauna. I dag er de næsten alle uddøde. Forskere forsøger ihærdigt at afdække årsagerne til deres forsvinden. Der er to teorier: enten klima eller mennesket.

Mammutfund

Der er over 140 danske fund af mammutter, der elles forsvandt for omkring 16.000 år siden. De er overvejende gjort i moræne- og smeltevandsaflejringer. Oftest er det kind- og stødtænder, man finder, men også enkelte knogledele er dukket op.

Et af de bedste fund af mammut i Danmark er en 126 cm lang stødtand fra Hedehusene på Sjælland. Fundet er ikke dateret.

Levende mammutter?