Hulebjørn

Hulebjørnen havde en kraftigt bygget krop, stort hoved, skarpt afskåret snude og små øjne. Bjørnen voksede sig større under istiderne som en tilpasning til kulden, da en større krop isolerer bedre mod kulden. I mellem istiderne blev hulebjørnene mindre igen.

Tænderne fra hulebjørne var typisk mere slidte end nutidens brunbjørne, hvilket tyder på, at de var mere planteædende. Bjørnen har fået sit navn, fordi den oftest er fundet i huler. Tilknytningen til huler kan have været en begrænsende faktor for dens udbredelse.

Slægtsskab

DNA fra en hulebjørn, som levede for 42.-44.000 år siden, bekræfter et nært slægtsskab med brunbjørnen. De havde en fælles stamfader, den etruskiske bjørn, som levede for 1,8 million år siden og indtil for 11.000 år siden.

Hulebjørnen kan føres tilbage til bjørnenes fælles stamfar, Ursus minimus, en lille bjørn på omkring 50 kg, som levede for 5,3 millioner år siden i det sydlige Europa. Over de næste 3,5 millioner år udviklede den sig i mange retninger til de bjørne, vi kender i dag.

Fakta

Latinsk navn: Ursus spelaeus

Længde: 2,1-3,0 m.

Højde: Skulderhøjde 1,2 m.

Vægt: Han 400-500 kg. Hun 225-250 kg.

Føde: Hovedsagelig vegetar (bær, græsser, lave buske og urter), men hulebjørne åd også kød, hvis muligheden bød sig.

Levealder: 20 år.

Udbredelse: Fra det vestligste Europa til Kaukasus og Iran, og fra det sydlige Europa op til Storbritannien.

Status: Uddøde for ca. 8.000 år siden. Ingen fund i Danmark.